Men “andet forbrug” er jo så heller ikke “ned i lommen” på købmændene. De penge ender hos nogle andre.

I am never late. I am on the other hand very often very much too early because I don’t want to be late.

Det tænkte jeg også, da jeg så opslaget. Det er iøvrigt også en kommentar, der går igen i dagens (altså dagen efter) kommentarer.

Ja, det er jo rigtigt. Om det er det ene sted, at sagsomkostningerne er for lave eller det er det andet sted, at sagsomkostningerne er for høje, det forholder jeg mig ikke til, kun forsåvidt som, at jeg tænker at sagsomkostningerne bør være højere ved domstolen end ved klagenævnet.

Ah ja. Det var en fejl at lægge en så gammel artikel op her. Nogen gange går det lidt stærkt. 😀

Kapitalismen stikker sit grimme fjæs frem.

Købmændende ser hellere, at danskerne dør af overvægt og dertil hørende sygdomme, end at de skal miste omsætning.

Et opklarende spørgsmål.

I denne artikel på Bolius står der (cirka midt på siden): “Men hvepsebo bliver altså kun brugt i én sæson. Derfor skal hvepsebo fjernes, mens hvepsene i boet stadig er aktive, hvis det skal have en effekt på antallet af hvepse i din have.” Forlængelsen af sætningen er vel logisk set “… i indeværende sæson”. For hvis man lader boet sidde når hvepsesæsonen er slut hen i efteråret, så er det vel en fordel at lade boet sidde, da hvepsene så ikke bygger et nyt bo der.

Rent bortset fra, at jeg på et tidspunkt så et råd mod hvepse, der gik på at man skulle lave et fup-hvepsebo i f.eks. papmache. Ideen skulle være at udnytte, at da hvepse er meget territoriale og derfor angriber hvepse fra andre boer, ville de opfatte tilstedeværelse af et andet bo som en trussel mod dem, da de må forvente af hvepsene fra fupboet vil angribe indtrængende hvepse og således vil de holde sig derfra.

Det her støder min retfærdighedssans.

Han får medhold i Parkeringsklagenævnet, men parkeringsselskabet vælger at anke sagen til en domstol.

Det er fint nok, at man kan vælge at indbringe en sag fra Parkeringsklagenævnet for en domstol, det er sådan det danske retssystem er skruet sammen, men FDM mener at parkeringsselskabet gør det for at slippe for de sagsomkostninger der er ved en afgørelse i Parkeringsklagenævnet.

Og der springer kæden af for mit vedkommende. Det står ikke i artiklen, men det må vel betyde at sagsomkostningerne er højere i Parkeringsklagenævnet end de er ved domstolen. Og det synes jeg virker urimeligt. I Parkeringsklagenævnet sidder der én jurist og tager stilling til om juraen er overholdt i forhold til parkeringsafgiften. Det gør der også ved domstolen, men dér er der også en dommer, der træffer den endelige afgørelse. Og det burde, i min optik, betyde højere sagsomkostninger ved domstolen.

Så man betaler 10 kr mere om måneden i Danmark for at få 10 GB ekstra. Så synes jeg da ikke det engelske abonnement virker til at være vildt dyrt.

Hvis vi ikke engang gider prøve forsvare os selv, er der heller ikke nogen der vil gide at hjælpe os.

Det er faktisk et meget interessant argument. Op til 2. verdenskrig afsøgte Danmark mulighederne for at indgå nogle forsvarsalliancer. Men hverken England eller de andre nordiske lande var interesseret. Og det på trods af at Danmark faktisk havde fomået at holde sig ude af 1. verdenskrig pga vores stærke forsvar.

Det er da heller ikke et argument for ikke at skulle forsvare sig imod enhver fjende der angriber ens land.

Det er et spørgsmål om, hvor meget du vil ofre for at forsvare dit “land”.

Der var ingen der så at Nazityskland i 1940 var ondt?

Nej. Det var der ikke mange der så. Det fandt man ud af bagefter. Det er et spørgsmål om, hvilken udvikling man gerne ser i sit samfund. Der var mange danskere der, efter 1933, så Hitler som et ideal. En stærk mand, der er klart til at rydde op.

Netop.

Du glemmer scenarie 3, hvor alle Danmarks større byer er jævnet med jorden og Nazityskland vinder krigen.

Plus at du i bagklogskabens ulideligt klare lys ser, at Nazityskland er noget dårligt. Det var der ikke nogen, der nødvendigvis så i 1940 (eller før) og det er heller ikke sikkert at det ville være det på den lange bane.

Nu er vi med i NATO, så situationen er en anden end i 1940. Men hvis vi ikke var med i NATO og vi kæmpede til sidste mand og sidste patron, risikerede vi at ende som Tyskland i 1945, hvor alle store tyske byer var jævnet med jorden. Det mener jeg ikke er et optimalt scenaire.

I virkeligheden er det den samme diskussion, vi havde i mellemkrigstiden om, hvad det betyder at forsvare landet. De radikale, med P. Munch i spidsen, mente at vi ikke skulle have et forsvar overhovedet og hæren, med Erik With som talsmand, mente at vi skulle have et forsvar, der kunne kæmpe til sidste mand og sidste patron. Personlig ligger jeg et sted midt imellem: Det skal gøre ondt på en angriber, der ønsker at angribe landet, men forholdsvist hurtigt skal vi overgive os. Som vi gjorde i 1940.

Denne type personer er mere tilbøjelig til at kunne udføre de handlinger som krig kræver uden at studse over det

Jeg “studsede” over det. Og reflekterede mig frem til, at hvis nogen ønskede at besætte Danmark og dermed afgørende ændre grundlaget for mit samfund, var jeg klar til at forsvare det med “våben i hånd”.

De vil være mere effektive soldater med færre kvaler (pg muligvos færre mén efterfølgende) ved at dræbe tilfældige fremmede soldater de støder sammen med.

Og jeg var klar over at jeg muligvis ville have det skidt med at dræbe andre mennesker. På den anden side er det jo en “do or die” situation man var ude i. Enten dræber jeg “ham” eller også dræber han mig.

Jeg meldte mig frivilligt til min værnepligt ellers kunne jeg ikke aftjene den i livgarden. 😀

Jeg forstår ikke, hvorfor en mobiliseringsstyrke bliver hypet, som en total nytænkning. Da jeg forlod forsvaret efter endt værnepligt for 40 år siden, overgik jeg til mobiliseringsstyrken, der ville blive indkaldt i tilfælde af krig. Jeg tror jeg blev “hældt ud” af den da jeg var 50. Så jeg stod i den i 30 år.

Faktisk tror jeg, de er ret glade for, at deres respektive medier ikke taler sammen. På denne her måde er “konversationen” nødt til at foregå i “aviserne” og når således meget bredere ud, end hvis det kun foregik på et socialt medie.